Dagligdagens ræs - Lev på retreat eller i livet

Dagligdagens ræs. Gnuerne styrter afsted. Ingen tegn på at stoppe. Ingen kan stoppe.

Yoga på retreat eller yoga i livet. Retreat .... wow, jeg skal på retreat! Da jeg boede i Lilongwe i det grønne land Malawi var jeg på min første retræte eller retreat. Vi fløj fra hovedstaden i en five seater op til den nordligste del, Nyika National Park. Vi landede midt i parken. Yoga i fem dage.

Yoga med udsigt til de frodigste bløde bakker, hvor Roanantiloper græssede side om side med zebraer. Mest af alt mindede det om det skotske lavland og varmt var der ikke. Men vi havde det skønt, i den vildeste luksuslodge. 

Vi stod af dagligdagens karrusel, som trods African-time fænomenet bød på en hvis travlhed. I den kølige luft og med yoga og godt samvær fandt vi ro, tid og rum til fordybelse og regenerering. 

Vi kom tilbage til hverdagen, godt udhvilet og fuld af nye indtryk. Friske og sultne på mere. Vi begyndte at læse, kom oftere til yogaundervisning, udforskede selv og oplevede og eksperimenterede. Nye døre åbnedes på klem andre på vid gab. Yogaen og dens filosofi begyndte at sætte sine første spæde fodspor i vores krop og sind. 

Spiritualiteten talte ikke til mig. Nok chantede vi OM, men det var det fysiske der trak og skabte behov for at komme igen, kontrollen af kroppen, at blive stærkere, smidigere.

Hver yogapraksis afsluttedes på samme måde: 100 kabalabhati-vejrtrækninger, på to hænder i lotus, hævet over gulvet! Så var jeg helt færdig. Hver en muskel sitrede, men det føltes godt. Fuldendt og fantastisk. Afslapning i savasana gjorde underværker og jeg steg ud i livet med energi og tilfredshed. 

Nysgerrigheden, higen efter nye opdagelser og kundskaber om min krop og dens kunnen og potentiale drev værket. En afhængighed var skabt.

Med en dvd og en serie vi lærte udenad kunne vi snart lave yoga derhjemme. Men alligevel blev det aldrig helt det samme, som når jeg kom til undervisning. Og jeg ville bare tilbage til Nyika og opleve fem dage igen kun med yoga. 

Trods en engageret lærer forblev oplevelsen dog fysisk. Jeg var ung og … afhængig af yoga, en engageret undervisning og styrken og klarheden. 

Intet varer evigt og læreren rejste fra Malawi til Canada. Hvordan skulle jeg nu komme videre? Det var ikke let. Der var ingen andre lærere i Malawi. Ingen til at arrangere en dejlig retreat.

Men har vi brug for at tage på retreat for at opleve ro? Og har vi brug for en lærer for at opleve yoga?

Jeg var yogaafhængig og uden retreat og lærer. Det blev en kold tyrker. Jeg dyrkede stadig yoga med en dvd og et stykke papir med øvelser på. Men ro fandt jeg ikke. 

Der skulle gå mange år, før jeg fandt ud af, at yoga er noget mellem mig og mig selv. Med yoga findes frihed og uafhængighed i dybden. Så behøver vi da slet ikke tage på retreat, for at få ro i os selv og ro i hverdagen? Kan vi faktisk tage på retræte i os selv? Kan vi simpelthen med en konstant og vedholdende indsats altid have retræten og pausen fra ræset tæt på?

For mig er svaret ja, og indtil videre har vejen været at leve med yogaen tæt inde på livet og i alle livets aspekter. Hvad er din vej til retræten og pausen fra ræset? Hvordan kan du komme til et sted, hvor du ikke behøver at tage langt væk fysisk for at stå af ræset og være på retreat?

Stil dig selv de her spørgsmål:

Hvor finder jeg ro i mit liv? 

Hvordan kan jeg gøre op med den måde jeg lever på og skabe ro i mit liv?